Bare jeg kunne slippe for kommunen!

Det er en sætning jeg har hørt så mange gange. Jeg har hørt den i sammenhænge, hvor forældre har søgt om et eller andet fra familieafdelingen, og ikke har kunnet få det. Eller har skullet indsende læssevis af materiale og forklare sig stolpe op og ned, for at få et lille økonomisk tilskud.

Vi har bygget et samfund, hvor vi nogle gange sætter folk i et fantastisk stort arbejde for en meget lille “løn”.

Eksempel (lidt konstrueret, men med baggrund i virkelige begivenheder):

Et barn – lad os kalde ham Lasse – fik konstateret diabetes. Det var selvfølgelig lidt af et chok for alle, og efter et langt (måske var det ikke så langt – men det føltes langt) og følelsesladet ophold på sygehuset, hvor forældrene så Lasse i en situation de aldrig havde set ham i  før, hvor de var nervøse for, om han havde taget skade, hvor de var bekymrede over hvordan de skulle få deres liv til at hænge sammen fremover: kunne de finde ud af det der med at tælle kulhydrater? Hvordan ville det blive for Lasse, at de nu skulle til at stikke ham? Hvordan ville det blive for ham at skulle være anderledes? Kunne skolen finde ud af at håndtere det? Forældrene kæmpede med at få dagligdagen på hospitalet til at hænge sammen, for derhjemme var der også en lillesøster, som skulle passes, og hvordan havde hun det egentlig lige nu? Hvordan ville det påvirke hende? Alt det her kom jo oven i familiens almindelige problemer – bilen der sagde den der lyd, moster Annas fødselsdag der lå på samme tid som den der vigtige konference på arbejdet, og som mor virkelig var nødt til at prioritere – især nu, hvor hendes chef havde været så sød at give hende fri med løn til opholdet på sygehuset. Alt det der jo er i vores liv.

Forældrene fik at vide fra sygehuset, at de kunne søge om at få udgifterne dækket hos kommunen. De spurgte hvordan de skulle gøre, og fik at vide, at sygehuset desværre havde sparet deres socialrådgiver væk, men de kunne jo gå ind på Borger.dk . De fik en liste over ting, de burde anskaffe sig og en advarsel om, at det nok ville blive lidt af en kamp med kommunen. De tog listen og Lasse under armen, og kørte hjem til deres (syntes de) forsømte lillesøster for at starte det nye liv – nu med diabetes.

Derhjemme snakkede de om det med kommunen. Det var da også for galt, at det skulle blive sådan en kamp. Kunne de ikke bare få lov til at koncentrere sig om deres familie. Der gik da også et par dage før far fik sig sat ved computeren og trykket ind på borger.dk – mor havde købt alle remedierne i mellemtiden. Åh hvor var nu det der kort til NEM-id? nå pyt – jeg ringer, tænkte far og gik ind på kommunens hjemmeside for at finde telefonnummeret på deres sagsbehandler. Kommunens hjemmeside var stor og uoverskuelig. Efter at have klikket lidt rundt i noget med pladsanvisningen og noget med underretninger på børn, gik han direkte til søgefeltet og skrev “diabetes” – søg…