Brat opvågning fra min kommunale tornerosesøvn

Af Linda Klingenberg, Privat Rådgiver

Da jeg i foråret sprang ud som selvstændig privat rådgiver var det med en forventning om, at jeg skulle se verden fra en anden side og med min indsigt i kommunale forhold at hjælpe familier med sårbare og handicappede børn med deres samarbejde med kommunen. Det er mildt sagt præcist, hvad der er sket. Dog slet ikke på den måde, som jeg troede. Hvad jeg ikke havde forventet var, at jeg skulle vågne fra min døs ved at få en stor spand iskoldt vand i hovedet. For hold nu lige op, hvor er verden anderledes fra den anden side. Det er ikke bare skræmmende – det er himmelråbende!

Fluebenstyraniet

Selvom jeg kun har set relativt få sager endnu, giver det allerede anledning til eftertanke. Karakteristisk for alt hvad jeg har set indtil nu er, at forældre løber panden mod en mur, og desparat forsøger, at få kommunen til at se sagen fra familiens side. Og at kommunen på sin side ikke forstår, hvad der bliver sagt. Hvor mange sager af den karakter, har jeg selv været med til at fodre fra indersiden, uden at opdage hvordan den ser ud på den anden side? Jeg ved det ikke. For jeg synes selvfølgelig, at de sager jeg har været med til, stort set har været behandlet korrekt og sagligt. Og måske er det netop det? Fokus er på, at sagerne skal behandles korrekt. Det er jeg ikke den eneste, der har tænkt på. Det der betyder noget for systemet (hvem så end det er), er at det kan dokumenteres, at man har gjort det man skal. Men ingen tjeklister indeholder et punkt, der handler om, om familien forstår, hvad der sker, og om de føler sig inddraget, og om graden af fælles forståelse af problemets omfang eller karakter. Javel man kan da nemt dokumentere, at familien har været inddraget. Der har både været holdt møder, skrevet breve, været telefonsamtaler og partshøringer – det kan man læse i sagen. Det kan der ikke skældes ud for. Men har familien følt, at dette var inddragelse? Det er der ingen, der interesserer sig for. Familien er blevet partshørt. Men vidste de, hvad de skulle svare på (vidste sagsbehandleren det selv)? Det spørger man ikke om.

Hvilken historie skal min borger fortælle?

Man kan somme tider høre en familieterapeut af den narrative skole spørge forældre om, hvilken historie, de gerne vil have deres barn skal fortælle om sin barndom. Det skal være med til at sætte fokus på, hvilke konkrete handlinger der skal ske i dag, for at der kommer indhold til den historie om 20 år. Med samme baggrund kunne man spørge landets borgmestre: Hvilken historie skal mine borgere fortælle om kommunen? Og hvilke handlinger fra kommunens side, skal der så gøres, for at den fortælling bliver til virkelighed? Man kunne også vende spørgsmålet om – så har man lige nej-hatten på, men det er jo også lærerrigt engang imellem. Så lyder spørgsmålet: hvilke historier fortæller borgeren om kommunen? Og hvilke konkrete handlinger har fået dem til det?

Hvis en borgmester turde stille sine borgere det spørgsmål, ville han formentlig få mange svar, der pegede på, at probemet er mistillid. Folk tror, at kommunen har skjulte dagsordener. Hvilke handlinger fører frem til denne mistillid? Eksempler fra min meget korte karriere som privatrådgiver kunne være ting som, at der pludselig dukker oplysninger op, som familierne ikke vidste, var ved at blive indhentet. En gammel oplysning får pludselig betydning, uden at den har været kommenteret før, journaliseringen viser sig at være vedvarende mangelfuld, anmodninger om aktindsigt bliver behandlet som om, borgeren har bedt om indsigt i statshemmeligheder. Der bliver pludselig stillet spørgsmålstegn, ved en praksis som familierne har haft i årevis, og som har været kendt og rost af kommunen tidligere og så en række grovere fejl, som jeg fortæller mere om længere nede i teksten. Disse fejl, forsømmelser og den lange sagsbehandlingstid kan meget let kædes sammen til fine små historier om, hvad kommunen i virkeligheden er ude på. Og bingo: Der har du din fortælling, borgmester. Det er dine borgeres sandhed. De har selv oplevet det. Den kan man ikke argumentere sig ud af. Og den forsvinder ikke, selvom du har en hel kasse fuld af flueben at fremvise.

Hvem laver dagsorden?

På samme måde fortæller sagsbehandleren også en historie. De får brikkerne til at passe sammen, tegner et billede, laver en beskrivelse. Alle ved, at alting afhænger af øjet der ser. Beskrivelsens magt er større end beslutningens magt.

Det er kommunen, der beskriver. Sagsbehandleren bestemmer, hvad de skriver ned og hvad de ikke skriver ned. Om det blik far havde i øjnene, var et kritisk blik eller nervøst. Javel ja – notatpligt og journaliseringspligt og dit og dat. Når det står i en journal, er det sandheden. Når det ikke står der, findes det ikke. Men oplysningerne er jo allerede sorterede inden de lander eller ikke lander som dokumentation på sagen. Så hvad gør en borger, når de føler deres sag er beskrevet forkert? Hvor mange gange orker en borger at påpege, at noget mangler. Eller er beskrevet forkert? Eller er sat sammen med en oplysning, som er givet i en helt anden sammenhæng, og den derfor bliver misvisende? Eller at ord og sætninger er slettet helt fra dokumenter med slettelak og skannet ind igen (og jo – jeg har set det med egne øjne – jeg kan stadig ikke helt tro det). Og hvad hjælper det at få rettet, slettet eller tilføjet en enkelt oplysning eller to? Tonen i en beskrivelse gennemsyrer ofte en sag, så det er næsten umuligt at komme igennem med en anden tolkning af begivenhederne, når først det er gået skævt. Og på hvilken måde påvirker det så selve historien om borgeren, at han/hun insisterer på at rette oplysninger igen og igen? Pludselig er man en irriterende og insisterende, på grænsen til paranoid person. Det er kommunens sandhed. Sagsbehandleren har selv oplevet det. Den kan man ikke argumentere sig ud af.

Ægte magt ligger i historiefortællingen. Ikke i afgørelsen. Det er den bedste historiefortæller, der får mest at skulle have sagt.

Alt for meget fokus på lovens ord og borgerens rettigheder

Som jurist er jeg naturligvis optaget af, at tingene går rigtigt til efter loven. Ikke serviceloven. Ikke forvaltningsloven. Ikke sundhedsloven. Ikke persondataloven. Ikke offentlighedsloven. Nej lovEN. Alle love. På én gang. I kombination. Som jurist bliver man tit afkrævet at kunne svare på, hvor dit og dat står henne, og det er nemt at imponere ved at kunne fyre en paragraf af med stykke, litra og punktum og hele molevitten – og hvis man så kan citere ordret, er der fem store stjerne i bogen. Men det kan alle jo. Det behøver man ikke være jurist for. Noget af det, jeg rigtigt godt kunne lide på jurastudiet, var når noget skulle tolkes i lyset af, hvad der var tænkt med det. I forhold til sagsbehandling kan det f.eks. være, at man lige giver sig tid til at dvæle ved, hvorfor det nu er, man skal partshøre? Nej – det er ikke for at kunne sætte et flueben i tjeklisten. Det er faktisk heller ikke fordi det borgerens ret. Det er fordi borgeren skal hjælpe dig med at kvalificere dit oplysningsgrundlag og evt. rette fejl og misforståelser.  Det er også fordi vi i Danmark arbejder efter et princip, der handler om åbenhed i forvaltningen. Det er jura for mig. Jeg troede, at vi var langt ud over det stadium, hvor det var nødvendigt at tale om borgerens retssikkerhed. Faktisk blev jeg lidt forbløffet, da jeg første gang hørte en sagsbehandler sige “nå ja – det er jo borgerens retssikkerhed”. Lidt ligesom, når jeg hører forældre påpege, at de da elsker deres børn. Det burde altså ikke være nødvendigt at sige det.

Når en sagsbehandler læser lovens ord, og der f.eks. står, at en borger har ret til aktindsigt i sin sag inden 7 arbejdsdage. Så tager sagsbehandleren en kopi af sagen med fokus på, at tidsfristen overholdes – den er nemlig stram – også urimeligt stram efter min mening. Men sagsbehandleren har ikke tid til (eller fokus på/får ros for) at undersøge, om der måske var en sag i en anden afdeling med lige så stor relevans, som borgeren kunne være interesseret i. Det står der jo ikke noget om. I hvert fald ikke i den regel, og det er den eneste, der er tid til at læse. Når der på den måde kommer så stort et fokus på en rettighed i stedet for en intention, så bliver det automatisk sådan, at rettigheden bliver mødt med sin egen modsætning: hvor lidt kan vi nøjes med?

I 9 ud af 10 konflikttilfælde vil jeg påstå, at dette er årsagen til konflikten. Enten borger eller kommune begynder at argumentere med udgangspunkt i lovens bogstavelige ord og holder op med at se på behov og løsninger.

Guddommelig regelforenkling

Nu er jeg ikke som sådan religiøs, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at Moses kom ned fra bjerget med de 10 bud på to stentavler – og så skal jeg da lige hilse og sige, at de udviklede sig i det uendelige. Det fik dog en kortvarig opbremsning, da Gud sendte sin mest ambitiøse leankonsulent ned på jorden. Jep: det var nemlig Jesus. “En regel”, sagde Jesus – “der er kun en regel: Du skal elske din næste. Alle andre regler er fortolkningsbidrag til den her regel.” Og jeg foreslår ikke at borger og sagsbehandler træder sammen og forkynder kærlighedsbudskabet for hverandre. Amen. Men hvad nu, hvis vi tillod os, at bruge de bagvedliggende principper lidt mere. Kigge lidt mindre ned i loven og lidt mere op på borgeren i den ånd? Det ville være jura på rigtigt højt plan.

Jeg tror ikke på de konspirationsteorier, som jeg hører indimellem om kommunerne og deres intentioner. Jeg anerkender oplevelsen og forstår faktisk også, hvorfor andre folk tror på dem. Og hvorfor gør jeg så ikke det? Jo fordi en konspiration og en skummel bagtanke kræver en overordnet plan, stort samarbejde, overblik, videndeling, og ikke mindst: tid. Alt det der mangler i myndighederne almindelighed og i de sager, der hopper af sporet i særdeleshed. Gid der var en stor konspiration. Så handlede det jo bare om, at få de rette folk på posterne, så var det slut med det. Men der er ingen konspirationer. Så det bliver det lange seje træk. Hvilken vej trækker du?