Derfor er jeg privat rådgiver!

 

Tak fordi du fandt mig! Du er dog kommet til en lettere forældet hjemmeside. Du må meget gerne læse mit indlæg herunder, men vil du være up to date, skal du gå til min nye hjemmeside: minprivateraadgiver.dk

Hold så op, hvor er det grænseoverskridende at kvitte livet som lønmodtager og gå selvstændig. Faktisk kan man argumentere for, at det er lidt af en 180-graders vending, jeg tager mig lige nu – men sådan ser jeg ikke helt på det. Selvom jeg er sikker på, at mange af mine kunder og måske også tidligere kolleger ser det sådan. At jeg skifter side fra kommune til borger. Fra at jeg plejer at arbejde for systemet, arbejde for en overholdelse af økonomien i kommunen, arbejde for en fair og lige behandling af alle borgere, arbejde for et godt arbejdsmiljø for medarbejderne – ja i det hele taget at have den helt store brille på. Fra alt det og mere til, så går jeg nu til at arbejde for den enkelte borger, for det enkelte barns behov, for at den enkelte forælder føler sig ordentligt behandlet, for at der i det enkelte tilfælde bliver set på den hele familie, for løsninger der virker og måske er både kreative og alternative og for at samarbejdet mellem familier og sagsbehandler bliver så godt, at sagsbehandleren en gang imellem kan gøre sit arbejde uden at gå hjem med ondt i maven over at have haft endnu et dårligt møde med nogle utilfredse forældre, der ikke synes, de får det de skal have. I virkeligheden er mit mål det samme, som det hele tiden har været. Men nu lander jeg helikopteren, slipper overblikket, og tager et andet perspektiv.

Siden 2007 har jeg arbejdet i forskellige dele af den offentlige forvaltning (måske kommer der et blogindlæg, om hvor sindssygt forskelligt det fungerer forskellige steder), og jeg har prøvet og prøvet at ændre tingene, så de passede til mig og mine værdier. Det har altid været min mission med mit arbejde at gøre livet lettere, sjovere eller bare slet og ret bedre for nogen. Jeg havde troet, at jeg med mine evner til at se sammenhænge, som andre ikke får øje på, at jeg med mit evige kritiske blik når alle går halvblindt i een retning, med mit blik for de reelle og grundlæggende fejl og problemer, at jeg så ville kunne hjælpe afdelinger og kommuner med at ændre vanetænkning og blive bedre til at yde det, som borgeren rent faktisk har brug for – ja også det, som medarbejderen i kommunen har brug for. Men jeg har villet indføre det gode for alle på een gang – vældigt ambitiøst – I know – men som jurist, kan jeg jo ikke forsvare, at det menneske, der taler sin sag godt, skal have mere, end det menneske, der ikke gør. At det barn med forældre der forstår at kringle sig igennem systemet, skal have anderledes vilkår, end det barn, der har forældre, der ikke forstår det. Og her snakker jeg faktisk ikke om ressourcestærke og ressoucesvage forældre – for de ressourcestærke kan lige så vel komme til at opføre sig på en måde, der skader deres egen sag som de ressourcesvage kan og omvendt. Ok jeg indrømmer – storhedsvanviden har da haft et godt tag i mig – men for pokker, man må da prøve!

“Wow – sikke en snak om værdier og om at ændre systemet indefra osv. Hun må godt nok have sat sig sine tydelige spor, hvor hun har været – den her kvinde!”… kunne man tro… Det tror jeg faktisk ikke engang jeg har. Måske har jeg. Jeg vil i hvert fald gerne tro, at jeg har været den, der gjorde en forskel. Men jeg føler ikke, at jeg har arbejdet ret meget med det, som kunne gøre en forskel. Faktisk tror jeg, at jeg nogle gange har været en større kilde til frustration hos borgere, end det modsatte. Sikke en bet. Det var ikke meningen – undskyld. Så det duer jo ikke mere – jeg skal ud af kommuneboksen og ud i verden i stedet.

Hvad har mon forhindret mig i at være den forandring, som jeg så gerne villet? Det er der sikkert lige så mange svar på, som der er mennesker, der har mødt mig – og jeg er nok hverken klar til at stille spørgsmålet eller høre svaret. Men lige nu ved jeg i hvert fald, at det for mig har været som at være den lille mus nede på nederste containerdæk, der ser at skibet sejler i den forkerte retning, og har prøvet at skubbe på skibets side for at ændre kurs. Der hvor jeg har været, har der altid været et andet projekt, en anden dagsorden, en chef med flere stjerner på skulderen, der har overrulet mine gode intentioner – altså uden at vide og ville det – for jeg har sådan set både haft gode og dårlige chefer.

Jeg ærgrer mig helt vildt over, at det ikke kunne lykkes mig, at forbedre systemerne indefra – for det er i bund og grund, det jeg synes man loyalt skal gøre. Men det egnede jeg mig så ikke til alligevel.

Dalai Lama sagde (i hvert fald ifølge et meme på Facebook, som jeg ikke gider kildetjekke):

“Hvis du tror, du er for lille til at gøre en forskel, så prøv at sove med en myg”

Så nu holder jeg op med at være musen, der tror den kan vende supertankeren fra 2. containerdæk og begynder at være myggen i kaptajnens soveværelse i stedet.