Så starter taxabevillingsræset – oh no!

Der er så meget forældre med almindeligt fungerende børn ikke forstår. Heldigvis kan man tilføje. Det gælder ikke mindst taxaræset! Nogen af jer vil tænke: taxaræset, hvad snakker hun om? og andre vil tænke: åh Gud ja! Taxaræset – mind mig ikke om det!

Jeg snakker selvfølgelig om den søde forårstid, hvor kommunerne skal forny de eksisterende taxabevillinger til skolebørn og lave nye bevillinger til de søde små skolestartere. Måske er der endda en kommune eller to, der har besluttet at udlicitere deres taxaordning, so help me God.

For det er en jungle at finde rundt i. Både for forældre, skoler og sagsbehandlere. Og der kommer næsten ingen hjælp fra Ankestyrelsen eller lovgiver på området, der stort set lader det sejle i én stor uoverskuelig sø, med masser af arbejdstimer og frustrationer hos forældrene til følge.

En kommune er en kommune er en kommune

Når kommunerne går så højt op i at placere kørslen i den rigtige forvaltning, skyldes det (ud over den faglige stolthed, der ligger i at gøre tingene korrekt) at kommunen får 50 % af udgiften tilbage fra staten på den ene ordning og ingenting på den anden ordning. Og selvom det så er fristende, at lade det hele gå over den (for kommunen) billige ordning, så bliver kommunerne jo tjekket af revisionen, der nok skal sikre, at statskassen ikke kommer til at punge ud med mere end allerhøjest nødvendigt.

Så derfor kan vi vist roligt slå fast: Kommunen er ikke bare kommunen. Derfor er det sådan, at den afdeling som skal tage sig af de handicappede børns transport til og fra sfo, ofte ikke er den samme, som den afdeling der skal tage sig af de handicappede børns transport til og fra skole. Rigtigt tit har de to afdelinger faktisk ikke noget som helst med hinanden at gøre, selvom nogle kommuner efterhånden, har fået etableret et fint samarbejde. Det kompliceres yderligere af, at nogle kommuner (især de store) er organiseret sådan, at de to afdelinger ikke lovligt må udveksle oplysninger imellem hinanden om de konkrete børn, uden at de har fået samtykke fra forældrene (og de største af børnene). Det betyder, at de ikke kan sende lister til hinanden, for at tjekke om alt er ok, uden at de først har sikret sig, at alle personer på listen har givet samtykke til det. Et slag på tasken kunne være at det drejer sig om ca. 100-200 børn i en gennemsnitskommune. Værsgo at ringe til forældrene for at få samtykke… nej vent – vi må hellere få det på skrift for at kunne dokumentere det. Ellers kommer pressen efter os. Så vi skal lige sende breve ud til alle. Vi skal have styr på, hvem der har forældremyndigheden over alle børn (og nej – man kan ikke bare trykke på en knap og slå det op), sende rykker til de der 70 forældre, der smøler med at sende det samtykke ind, og så er der de der sidste 10, der bare aldrig får det gjort. Derfor er det i praksis sådan, at oplysningerne enten ikke bliver delt, eller der bliver afleveret et håndholdt stykke papir i smug fra den ene forvaltning til den anden, så det ikke kan dokumenteres, at der er blevet udvekslet meget meget hemmelige oplysninger. Det er persondataloven (min yndlingshadelov), der styrer det, og forhindrer en effektiv og serviceminded sagsbehandling her.

Lad os tage et par eksempler

Eksempel 1: Dit barn skal lige til og fra skole. Du bor sammen med dit barns anden forælder. Du har ikke benyttet dig af frit skolevalg. Det er den lette: hvis barnet ikke selv kan komme hjem, er det skoleforvaltningens ansvar at sørge for transporten set i lyset af nogle kilometer- og trafiksikkerhedsbetingelser. Det skal de fordi reglerne står i folkeskoleloven. Så vidt så godt.

Eksempel 2: Dit barn skal til og fra sfo – eller måske bare 10 minutter inde i sfo-tiden. Du bor sammen med dit barns anden forælder. Den står du selv for. Det var også nemt. Lidt mærkelig måske – men nemt nok.

Eksempel 3: Dit barn skal hjem fra sfo – eller måske bare 10 minutter inde i sfo-tiden. Du bor sammen med dit barns anden forælder. Dit barn er pga. sit handicap forhindret i selv at tage hjem. Så bliver det straks lidt mere indviklet. Vi forudsætter lige, at du allerede ved, at dit barn tilhører målgruppen for merudgifter efter servicelovens paragraf 41 (selvom det er en videnskab helt for sig selv, men alt for vidtgående at komme ind på her). Ofte vil vurderingen være, at barnet skal med taxa, da der sjældent (men ikke aldrig), er mulighed for at sende barnet med offentlig transport.

Nu starter showet i familieafdelingen, eller hvor nu opgaven med paragraf 41 er placeret: Det principielle udgangspunkt er, at du får en pose penge udbetalt, som du så kan købe og bestille en taxa for. Det skyldes, at efter denne regels logik har du nu en udgift til transport til og fra fra skolens bygninger, der er højere end andre forældre har, idet deres børn selv kan tage hjem fra skole. Derfor skal du kompenseres økonomisk for det. Det er præcist den samme regel, som den du får udbetalt dine øvrige merudgifter efter, og principielt burde den også blive udbetalt på samme måde: nemlig som et fast månedligt beløb ind på din nem-konto, som du så selv kan bestille en taxa for. Det er som regel rigtigt besværligt for forældrene, der ikke har overskud til at bøvle med at være i dialog med et taxaselskab om det. Det praktiske udgangspunkt bliver derfor, at kommunen tilbyder at bestille og betale for en taxa for forældrene. Nogle kommuner får rent faktisk spurgt forældrene om dette (hvilket de skal ifølge loven), andre kommuner antager bare, at forældrene nok gerne vil have det sådan (hvilket ikke er tilladt). Når kommunen betaler direkte til taxaselskabet, skal beløbet alligevel regnes med ind i dine merudgifter. Men det skal trækkes ud igen, da du jo ikke selv afholder udgiften. Det gør kommunen. Der er således tale om en beregning af en fiktiv udbetaling af merudgifter til dig. Ok – jeg kan godt selv høre, at jeg sikkert har tabt de første læsere allerede nu – sorry. Jeg prøver lige at tegne det:

Det ligner jo en omgang papirnusseri til ingen verdens nytte, og det er det næsten osse. Men hæng på lidt endnu. Der er en potentiel pointe, der forklarer alt det der putten ind og trækken ud.

Men først lidt info om, hvad der mere følger med. For at sagsbehandleren i kommunen kan finde ud af, hvor stort et beløb, der skal indregnes i din fiktive udbetaling, er de nødt til at undersøge, hvor mange dage i det næste år, dit barn skal køre med taxa. Det indbefatter blandt andet, at undersøge hvor mange dage om ugen dit barn kører hjem lige til og fra skole, og hvor mange dage om ugen dit barn kører hjem i sfo-tiden (for der er det jo som bekendt skoleforvaltningen, der skal køre barnet, det kunne du godt huske, ik?). Det indbefatter i princippet også, at der laves et skøn over hvor mange fraværsdage dit barn vil have i løbet af næste år. Det kan være fravær pga. almindelig sygdom eller hospitalsindlæggelser eller en hvilken som helst anden grund til at dit barn ikke kommer i skole, og dermed ikke har brug for taxa. Så frem med krystalkuglen Madam Mim. Det burde være en del af vurderingen, hvis alt skulle gå juridisk korrekt til, men er det (heldigvis) ofte ikke. Når kommunen ved, hvor mange dage dit barn er i skole, skal de finde ud af, hvor meget det koster at køre med taxaen imellem skole og hjem. Det skal så ganges op med antallet af taxature på et år. Det er det beløb, der skal laves en beregning på, som forældrene så fiktivt får udbetalt.

Nu kommer der så noget nyt ind i billedet: I realiteten er det billigere for kommunen end for dig at bestille en taxa. Det skyldes, at kommunen i mange tilfælde, har mulighed for at putte flere børn ind i samme taxa, så der ikke skal køre to taxaer efter hinanden, med hvert sit barn i. Det synes vi alle sammen er en god idé – både økonomer, skatteborgere og miljøforkæmpere (og alle os der holder i kø på de store veje). Kommunen har ofte også mulighed for at få en anden pris end du har (måske har der endda været en udbudsrunde ved taxaselskaberne, selvom grundlaget for en sådan udbudsrunde er ret tvivlsomt, da det i princippet ikke er én stor ordre, men 100-200 små – men lad det nu ligge – det er en helt anden snak, og nu mistede jeg vist den sidste læser…). Så hvilken pris skal bruges i beregningen? Det kunne der skrives en juridisk afhandling om – og den idé er hermed givet videre. Hvorfor er det så ikke lige meget. Jo det er det ikke, fordi udbetalingen af dine øvrige merudgifter (altså din medicin, din ekstra vask, dine bleer whatever) falder i “puljer” af 100 kr. Så afhængig af om din taxaberegning viser det ene eller det andet beløb, kan du ende ud med at få 100 kr. mere eller mindre om måneden, selvom dine øvrige udgifter er præcist de samme som ellers. Og her handler det så ikke om, om taxaudgiften er høj eller lav. Men om det kommunale gæt på din næste års udgift kommer til at betyde, at der skal rundes op eller ned. Jeg prøver lige med et eksempel – puha det med matematik har jeg altså aldrig været en ørn til.

Det er med andre ord helt tilfældigt. Som du kan se griber taxa-bevillingen også ind i dine øvrige merudgifter, der jo ellers ikke har ændret sig. For de fleste vil de max +/- få kr. pr. år ikke have den store betydning. Men det er den eneste grund, jeg kan få øje på, til at vi laver denne årlige manøvre på alle taxasager på den måde, som vi gør.

I sjældne tilfælde kan der også ske det, at du slet ikke er berettiget til taxa, hvis udregningen viser, at taxaen kommer til at koste mindre end de 4656 kr. (i 2016) som er minimumsgrænsen for, at du overhovedet får noget udbetalt. Også her har det betydning, om kommunens udgift eller din udgift er brugt ved udregningen.

Ok – vi husker lige, at alt dette handler om, at et barn skal fragtes til og fra skole – ikke mere end det. Det kunne være så enkelt. Men det bliver værre endnu.

Eksempel 4: Dit barn skal hjem fra sfo – eller måske bare 10 minutter inde i sfo-tiden. Du  og barnets anden forælder bor ikke sammen. Dit barn er pga. sit handicap forhindret i selv at tage til og fra sfo. Alt det ovenstående gælder. Men nu kommer der nogle tillægsvurderinger ind.  Er merudgiften nu opstået pga. barnets handicap eller pga. samlivsophævelsen? Hvor har barnet bopæl? Bor den anden forælder længere væk fra skolen eller tættere på skolen end de plejede? Hvem er flyttet fra hvem? Hvad nu hvis begge er flyttet? Hvad hvis den ene er flyttet meget langt væk? På dette område har Ankestyrelsen glimret ved at træffe en række direkte modstridende afgørelser. Ingen af dem er gjort principielle, så det er kun de konkrete kommuner og forældre, der kender til dem.

Tak for ingenting til Ankestyrelsen

Der er gjort forsøg på at få Ankestyrelsen til at gøre rede for sin praksis uden held. Det er totalt god-dag-mand-økseskaft, og det efterlader kommuner og forældre i en on-going konflikt, hvor kommunerne er nødt til at træffe afgørelser, der går forældrene imod, hvis de vil have afklaret hvordan reglerne skal fortolkes. I disse tilfælde håber kommunen inderligt, at forældrene klager. Men nogle gange klager forældrene bare ikke over de “rigtige” afgørelser, og så er vi lige vidt. Det er virkelig bare det, jeg nyder at se mine skattekroner gå til – hvor er det fantastisk. Og det er igen og igen borgerne, der tages som gidsler her. Det er ikke ond vilje fra kommunernes side – heller ikke for at gøre livet surt for forældre til handicappede børn. Men det er reelt den eneste mulighed kommunen har, for at afprøve om deres praksis er rigtig, inden revisionen slår dem oven i hovedet, og kræver pengene tilbage. I dette som i mange andre tilfælde kunne jeg ønske mig, at kommunen havde ret til at bede Ankestyrelsen tage bindende stilling til en afgørelse, selvom der er givet forældrene en bevilling. Det ville hjælpe kommunerne med at få afklaret reglerne uden at genere forældrene, og det ville hjælpe Ankestyrelsen med at få fingrene mere ned i den ekstremt lovkomplekse bolledej, som kommunerne sidder i til daglig.

Nå herregud – var det bare det?

Nej! Det var ikke det! Faktisk er det slet ikke en udtømmende opregning af problemerne på skolebefordringsområdet. Jeg har slet ikke talt om problematikkerne, når forældrene har benyttet sig af det frie skolevalg, eller hvis barnet skal til undervisning i dansk som andetsprog. Og jeg har heller ikke været inde på de praktiske problemer, det har givet i nogle kommuner, når de har udliciteret taxakørslen på området, og ikke har sikret sig tilstrækkeligt i forhold til få praktikken på plads. Og så har jeg også altid undret mig over, hvordan kommunerne kan slippe af sted med at tage denne del af en merudgiftsbevilling op i forbindelse med skoleårets afslutning uden at revurdere resten af merudgiftsbevillingen? Men det er nok mest teoretisk interessant, da jeg ikke tror, der er nogen der synes, at der skal følges op på samtlige bevillinger i maj og juni.

Det kunne være så enkelt

Og nu vil jeg så ikke have skudt i skoene, at jeg bare brokker mig uden at have løsninger parat. Så her er løsningen: lad al kørsel til og fra skolens bygninger være omfattet af folkeskolens forpligtelse, uanset om det er fra sfo eller skole. Lad det være lige meget, hvilken forælder barnet skal køres hjem til, så længe det er indenfor kommunegrænsen. Bom. Så svært var det vist heller ikke. I afbureaukratiseringens hellige navn. Og ikke mindst for at give forældrene en chance for at finde rundt i systemet. Og husk så lige, at kommunerne skal kompenseres for den manglende statsrefusion, der opstår, når det hele overgår til folkeskoleloven.