Derfor er jeg privat rådgiver!

Bare jeg kunne slippe for kommunen!

En historie om en familie, der kunne selv, men endte med at blive rigtigt trætte af det!

“Bare jeg kunne slippe for kommunen”. Det er en sætning jeg har hørt så mange gange. Jeg har hørt den i sammenhænge, hvor forældre har søgt om et eller andet fra familieafdelingen, og ikke har kunnet få det. Eller har skullet indsende læssevis af materiale og forklare sig stolpe op og ned, for at få et lille økonomisk tilskud.

Vi har bygget et samfund, hvor vi nogle gange sætter folk i et fantastisk stort arbejde for en meget lille “gevinst”.

Eksempel (konstrueret, men med baggrund i virkelige begivenheder):

Et barn – lad os kalde ham Lasse – fik konstateret diabetes. Det var selvfølgelig lidt af et chok for alle, og efter et langt (måske var det ikke så langt – men det føltes langt) og følelsesladet ophold på sygehuset, hvor forældrene så Lasse i en situation, de aldrig havde set ham i  før, hvor de var nervøse for, om han havde taget skade, hvor de var bekymrede over, hvordan de skulle få deres liv til at hænge sammen fremover: Kunne de finde ud af det der med at tælle kulhydrater? Hvordan ville det blive for Lasse, at de nu skulle til at stikke ham? Hvordan ville det blive for ham at være anderledes end sine venner? Kunne skolen finde ud af at håndtere det? Forældrene kæmpede med at få dagligdagen på hospitalet til at hænge sammen, for derhjemme var der også en lillesøster, som skulle passes, og hvordan havde hun det egentlig lige nu? Hvordan ville det påvirke hende? Alt det her kom jo oven i familiens almindelige problemer – bilen der sagde den der lyd, moster Annas fødselsdag der lå på samme tid som den der vigtige konference på arbejdet, og som mor virkelig var nødt til at prioritere – især nu, hvor hendes chef havde været så sød at give hende fri med løn til opholdet på sygehuset. Alt det der jo er i vores liv.

Forældrene fik at vide fra sygehuset, at de kunne søge om at få udgifterne til hjælpemidler dækket hos kommunen. De spurgte hvordan de skulle gøre, og fik at vide, at sygehuset desværre havde sparet deres socialrådgiver væk, men de kunne jo gå ind på borger.dk . De fik en liste over ting, de burde anskaffe sig og en advarsel om, at det nok ville blive lidt af en kamp med kommunen. De tog listen og Lasse under armen, og kørte hjem til deres (syntes de) forsømte lillesøster for at starte det nye liv – nu med diabetes.

Derhjemme snakkede de om det med kommunen. Det var da også for galt, at det skulle blive sådan en kamp. Kunne de ikke bare få lov til at koncentrere sig om deres familie. Der gik da også et par dage, før far fik sig sat ved computeren og trykket ind på borger.dk. Åh hvor var nu det der kort til NEM-id? nå pyt – jeg ringer, tænkte far, og gik ind på kommunens hjemmeside for at finde telefonnummeret på deres sagsbehandler. Kommunens hjemmeside var stor og uoverskuelig. Selvom far ellers var en habil it-bruger, endte han med at klikke lidt rundt i noget med pladsanvisningen og noget med underretninger/bekymringer på børn. Nej det gik ikke – han gik til søgefeltet og skrev “diabetes” – søg…

Resultat af søgningen "diabetes" på en kommunes hjemmeside

Resultat af søgningen “diabetes” på en kommunes hjemmeside

Nej – det var vist ikke lige det. Søgningen på “mit barn har diabetes” og “sukkersyge” fik ham ikke videre. Nå hovednummeret til kommunen så. Det var da til at finde – han tastede nummeret ind og… ventemusik, ventemusik… “det er kommunen”, sagde omstillingen, hvis opgave det er at tale kortest muligt med borgeren og sende ham videre, ikke (som nogen tror), at hjælpe borgeren med at finde den rette afdeling. Efter en halvkvædet vise, om hvad han havde brug for, afbrød damen i omstillingen ham, og sagde, at så var det Familieafdelingen han skulle have fat i “et øjeblik”. Og så blev han stillet om. Familieafdelingen. Den lader vi lige stå. Familieafdelingen? Var der nu noget i vejen med dem som forældre – nå det var sikkert en fejl. Efter et par ring blev han stillet om til en telefonsvarer, der meddelte, at afdelingens telefontid var fra kl. 9-10, og at han kunne ringe på et akutnummer, hvis det var akut og i øvrigt kunne finde rigtigt mange nyttige informationer på borger.dk. Bom. Back to square one. Det var fredag. Satans osse, at han ikke havde ringet i går i stedet.

Nej nu skulle det altså ud af verden – tilbage til borger.dk:

Det måtte være noget med familie – så langt så godt – klik…

Hvad så nu:

Bom bom... familieydelser, børnepasning - næ. Barn syg og omsorgsdage - bingo der måtte det være!

Bom bom… familieydelser, børnepasning – næ. Barn syg og omsorgsdage – bingo der måtte det være!

Nej – det så ikke for godt ud…

Hmmm ... altså for pokker da osse!

Hmmm … altså for pokker da osse!

Han gav op – det måtte vente til mandag så.

I weekenden øvede familien sig i det nye liv. Lillesøster der klæbede til mor som et stykke tyggegummi under en sko var pylleret, og ville først det ene og så det andet, og så ville hun ikke alligevel. Så selvom forældrene havde aftalt at skiftes til at tage sig af alt det diabeteshalløj, så de begge kunne lære det hurtigt, blev det alligevel far, der tog det. Bølgerne gik lidt højt den weekend. De havde jo heller ikke sovet så meget på det sidste, og lillesøster havde tydeligvis savnet dem. Mandag kom og klokken nærmede sig 9. Nu var det mors tur til at sidde klar ved telefonen. Det blev hovednummeret igen. De var jo blevet stillet om sidst, og havde ikke fået et direkte nummer. I omstillingen bad mor om at blive stillet om til afdelingen for hjælpemidler, for på hospitalet havde de jo sagt, at de kunne søge om hjælpemidler ved kommunen. “Jeg stiller dig om til visitationen”, meddelte damen i den anden ende. Visitationen… nå så var det ikke familieafdelingen alligevel. Efter at være kommet igennem til en socialrådgiver forklarede moren, at Lasse havde fået konstateret diabetes, og at de gerne ville have hjælp. Rådgiveren tog pænt imod hendes ansøgning, og de blev enige om, at hun kunne få nogle testestrimler, fingerprikkere mv. pyh – endelig.

Om eftermiddagen fortalte hun glad hun sin mand, at hun havde klaret det der med kommunen, så slemt var det ikke, rådgiveren var jo sød, og tog faktisk telefonen. Men hvad så med insulinen? ville hendes mand vide – åh pokkers – hun havde jo glemt det, fordi det allerede var købt! Klokken var 16, og telefontiden for længst overstået. I morgen skulle hun på arbejde, og havde et møde i telefontiden – hun måtte få lov at gå ud og ringe, men hun havde da heldigvis sørget for at få rådgiverens direkte nummer. Så da hun dagen efter fik sig sneget ud fra mødet, og ringet til rådgiveren var overraskelsen stor, da rådgiveren meddelte, at det ikke var i den afdeling hun skulle have bevilget sin insulin. Det var i Familieafdelingen. Rådgiveren havde ikke tænkt på at fortælle hende om det, da familier som regel kommer i kontakt med familieafdelingen først og visitationen bagefter. Men hun kunne ringe til familieafdelingen – det burde ikke være noget problem at få betalt insulinen. Dog var telefontiden slut for i dag, og onsdag var der lukket for telefoner i dele af kommunen, så hun måtte vente til torsdag.

Historien slutter selvfølgelig langt fra her, men familien var ved at være lidt slidt af at forsøge at komme igennem til kommunens rigtige afdelinger. Det var bare slet ikke det, de havde troet, de skulle bruge deres tid på. Da familien kom igennem til den rigtige sagsbehandler, som rent faktisk sad i familieafdelingen, var det svært at bevare den gode tone. De kunne godt mærke, at de ikke talte så pænt som de plejede, og selvom de faktisk med tiden fik bevilget alt det de havde brug for, var de trætte af “samarbejdet” med kommunen – de ville ønske, at de slet ikke havde brug for at være i kontakt med kommunen.

Denne lille historie var om en familie der sagtens kan selv, en familie der er kompetent, en familie der har en af de simpleste sager ved kommunen. Hvor de ikke skulle være en del af taxaræset, og hvor der ikke var tale om aflastning eller specielle merudgifter (som familien fandt ud af det hedder, det man får fra familieafdelingen). Faktisk også en sag, hvor alle de involverede på kommune og hospital havde gjort næsten præcist, det de skulle. Alligevel var det op ad bakke for familien.

Og skulle vi så lige tage et kig på, hvordan sagen ser ud fra sagsbehandleren i familieafdelingens side? Jo torsdag i telefontiden ringede telefonen. Det var far. Han var lettere vrissen i sin tone, og da han fik at vide, at der er 8 ugers sagsbehandlingstid i kommunen på denne slags sager, og at han først skulle gå ind på borger.dk og finde et ansøgningsskema og sende ind, blev han virkelig sur og sagde ting som at det simpelthen ikke kunne passe, at der var så dårligt en service i kommunen, når han altid havde betalt sin skat og aldrig havde haft brug for kommunen før. Det kunne ikke tage så lang tid at tage stilling til noget så simpelt – de havde godt sagt på sygehuset, at kommunen ville blive en kamp. Og måske kom han også til at spørge, om socialrådgiveren havde trukket sin uddannelse i en automat. Hun nåede slet ikke at fortælle ham, at han også sagtens kunne sige, hvad de gerne ville søge om i telefonen, men at det bare ville lette hendes arbejde, at få en ansøgning ind på skrift. Hun nåede heller ikke at fortælle ham, at forældrene havde ret til tabt arbejdsfortjeneste, når de skulle til kontrol – det måtte hun huske at sige næste gang – bare hun nu nåede det, inden hun skulle på barsel. Hun fik sagt til ham, at nu skulle han altså se at falde lidt ned, og måske kom hun også til at sige, at diabetes faktisk ikke var den mest alvorlige sygdom, hun havde på sin sagsstamme, og at folk med diabetes faktisk kan leve et helt almindeligt liv. Da samtalen var slut, sad hun lidt og kiggede ind i skærmen. For pokker da, de sygehuse skulle lade være med at tale så dårligt om kommunen, forældrene er jo allerede sure, før vi har fået en chance! Hun sendte alligevel et link til ansøgningsskemaet til farens mail. Selvom hun godt vidste, at man i en familieafdeling ikke må kommunikere med borgerne på mail. Bare ikke Datatilsynet kiggede forbi.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Derfor er jeg privat rådgiver!